DO NOT TRY TO STOP ME!

Jeg er hermed gået fuldstændig i kreativt selvsving!

Der er ingen grund til at shoppe fancy tøj i det her vejr

... men det gør jeg altså alligevel en sjælden gang imellem :D

Jeg tror jeg har den!

Jeg har fundet ud af noget vigtigt! Noget jeg rent faktisk tror på. Noget der vil forandre mig, måske ikke meget, men det vil det. Noget der vil fjerne en smule tvivl og måske få eller mange af livets store spørgsmål. Noget der vil ændre mit syn på det hele. Et citat så godt at det har fået fast plads på min blog som blogbeskrivelse, noget som intet endnu havde krævet sin ret til. Så her er det:

"It is not the meaning of life, it is the feeling of life."

Sne i gaden..

Vinter, vinter, vinter..

Brrrrr..

Jeg fryser!! Her er koldt!
Sidder under min dyne med cowboybukser, t-shirt, sweater, uldvest og halstørklæde på..

(U)nyttige tankestrømme ?

Sagen er den
AT jeg som alle snart ved ikke aner hvad jeg vil studere eller være, hvilket nu har fået mine hårdtarbejdende hjerneceller til at stille spørgsmål ved netop dette: Vil jeg egentlig læse det som jeg vil være? Svaret er selvfølgelig nej, og det er ikke komisk, kun tragisk komisk. Jeg ved jeg ville nyde at læse psykologi (måske ikke hele tiden), men jeg ved også jeg ville nyde at arbejde med noget kreativt. Jeg har jobdrømme som jeg endnu ikke er klar til at forklare tror jeg, måske fordi det er drømme som egentlig kan lade sig gøre, men kun for de få og er jeg en af de få? ET spørgsmål leder mig altid videre når det handler om dette. Hvis jeg satser er jeg så den der type; ”en af de få der udvalgt fik chancen”? Jeg tror det faktisk ikke, men hvad så med den eviggyldige sætning: Tro på dig selv. Hvis andre kan, så kan jeg vel også, men stadig, de andre er jo også ”de få ud af mange”. Åhh.. jeg er forvirret. Nogle gange er det her spændende, nogle gange er det frustrerende.
Hvis jeg læser Kaospilot så er jeg et skridt tættere på mit mål, men jeg ved ikke om jeg ville nyde at læse Kaospilot, og jeg ved slet ikke om jeg, endnu en gang, er en af de meget få der bliver optaget.
Jeg prøver altid at fornemme mig frem. Mange af mine beslutninger tages ud fra min mavefornemmelse, alt fra til- eller fravalg af drenge, hvilken kjole jeg vil danse i i aften, om min samvittighed overlever hvis jeg pjækker, om jeg burde ringe til mine venner og hvad jeg skal læse.
Men, sagen er den, igen, at det humaniske tiltaler mit ”hoved” og stimulerer en glæde her, mens det kreative bobler i min mave. Begge fornemmelse opstår faktisk i fysisk form og gør mig derfor glad på hver sin måde, så hvad gør jeg?

Kan I se hvor mange spørgsmål der er? Og det værste er at jeg har det helt fint med at blive overtalt stort set, men alle har forskellige meninger; læs hvad der gør dig glad, ellers så får du jo alligevel aldrig læst færdig. Læs det du vil blive bagefter, det er jo resten af livet, studiet er kun nogle år. Alle har gode råd, men tilsammen udgør det stadig kun en 50/50 situation.

Bare rolig når jeg er klar så fortæller jeg min store jobdrøm.

Mig og mine venner i NYC - bare så I kan se jeg ikke finder på dem ;)

Hyggedag med pigerne

Religion

To gange i denne måned er jeg blevet spurgt hvilken religion jeg ville sige jeg selv tilhører eller kan identificere mig med. To gange har jeg tøvet, endda af to forskellige grunde, til trods for at jeg ikke er et sekund i tvivl.

Jeg starter lige omvendt med 2. gang hvor det var den yngste af pigerne, Lucy (8), der spurgte mig foran deres kusine, Beth, (16) og Mara (10). Det var lidt ubehageligt og hun har spurgt mig før hvor jeg, for hendes mors skyld, sagde at jeg var kristen, men denne gang kunne jeg mærke hun spurgte igen fordi hun nok ikke troede på mig første gang, men Beth sagde hurtigt at det var et privat spørgsmål, så jeg undlod at svare. Det er ironisk, for mig er det på ingen måde privat, men det at de føler det er privat redede mig fra at skulle lyve eller forklare.

Første gang spurgte en forholdsvist ung taxa-chauffør, der kørte mig fra lufthavnen i New Jersey til mit hjem på Manhattan, mig, efter at have forsikret sig to gange om at jeg havde en kæreste. Da jeg så var færdig om at lyve (dagdrømme) om min perfekte kæreste på Manhattan, blev samtalen, måske af samme grund, mere seriøs da religion nu kom ind i billedet. Jeg fangede rimelig hurtigt at han selv var muslim.
I et forsøg på at se om jeg kunne opfatte mig selv som voksen og være hudløst ærlig svarede jeg det jeg nu mener om religion: Jeg tror ikke på noget.
Det skulle jeg ærlig talt ikke have sagt. På intet tidspunkt i denne samtale følte jeg mig bange eller nervøs, det var spændende, men dog anstrengende i længden. Efter at jeg, åbenbart forgæves, havde forsøgt at forklare at jeg simpelthen bare ikke troede på noget, men at jeg dog kunne lokkes til at svare biologi hvis det kunne hjælpe ham, eller få ham til at stoppe med at stille mig det samme spørgsmål 20 gange i minuttet, som en af de der trolde fra Ronja Røverdatter; ”hvorfor, hvorfor, hvorfor det? Hvorfor gør hun det? Hvorfor...”.
Det skulle jeg heller aldrig have sagt, for pludselig spurgte han mig så hvad jeg mente med biologi. Jeg forsøgt at forklare velvidende om at jeg aldrig ville ændre hans mening eller forandre hans syn på religion. Jeg blev dernæst bedt om at tage et kig på min egen hånd, hvorefter jeg til min egen overraskelse løftede min hånd op foran mit ansigt og følte mig lidt dum. Jeg blev nu bedt om at forklare hvordan den hånd var blevet til, hvortil jeg tror jeg svarede at den vel var et produkt af noget min mor og far biologisk havde skabt sammen. Hm.. den blev ikke rigtigt godkendt, så nu skulle jeg forklare hvordan Jorden var blevet til. Det er jo rimelig let, ingen problemer der, man tager bare noget ler, lidt vand og sådan noget luft der og så blander man det og så sker resten af sig selv. Jeg fortalte ham blot at jeg troede på ”The Big Bang”. Jeg har faktisk ikke taget stilling til om jeg gør, men eftersom jeg ikke tror på at en stor ånd oppe i himlen har skabt Jordens vilde natur og struktur på 7 (6) dage var det altså det jeg kom op med.
Sagen var dog den at min nye ven, taxachaufføren, aldrig havde hørt om ”The Big Bang” og til mine forbavselse, men dog positive indtræk, bedte han mig forklare om det. Yes næste spørgsmål, altså det skete bare en eksplosion i rummet som samlede Jorden ved tiltrækning og her er vi nu. Jeg kunne heldigvis en lidt mere detaljeret forklaring (med tryk på lidt), men som alle de andre spørgsmål er det både noget man skal sluge, men aller mest være bekendt med.
Jeg synes jeg fik noget ret værdifuldt ud af samtalen, ikke om religion eller biologi, men det faktum at kultur og uddannelse mere og mere har den største indflydelse på vores holdninger, synspunkter og tro.