Intet nyt fra vestfronten..

I dag regner det. Nej, det vælter ned.
Indtil videre er dagen forløbet således:
Hørte mit vækkeur ringe kl. 9.30. To beskeder på min mobil, begge fra Camilla, hun er her om et kvarter. Åh gud, så skal jeg jo op.
Camilla kommer som lovet et kvarter senere, gennemblødt. Hun springer under et tæppe og vi griner derefter non-stop i tre timer.
Camilla smutter og jeg kaster mig over min kæreste - Mr. hot-stuff-lover-MACcomputer. Tjekker mail, tjekker facebook (højst sandsynligt i omvendt rækkefølge..), opdager fornyet interesse for min blog efter at have læst en anden blog. Finder ud af at putte musik på min blog, interessant.
Ser en mus løber over gulvet. Ringer til Camilla der flipper helt ud. Egentlig også rart klamt.
Døber musen Jason fordi den er så ligeglad med at jeg er i rummet. Jason er navnet på vores yndlingsbartender herovre.
Begynder at læse min egen blog og det er her dagen ændrer sig uden at ændre noget en smule.
Gennem det sidste år herovre har jeg udlevet mine frustrationer, irritationer, forvirring osv. på min blog og ikke en eneste ting har ændret sig. Hvad jeg skrev for et halvt år siden kunne jeg skrive igen.
Efter tre år i gymnasiet ændrede alt sig for mig: Istedet for at vælge matematik på A og biologi på B tog jeg Engelsk på A og Naturgeografi på B begge delvist for at undgå mere biologi og matematik. Derudover valgte jeg et sabbatår og droppede min drøm om jura til trods for at jeg før indvendigt kunne tage mig selv i hånligt at grine af folk der dovent valgte sabbatår.
Jeg tror, nej jeg ved, at jeg forventede at dette år i sidste ende skulle løse alt for mig, uden min hjælp. Et lys skulle gå op for mig. Jeg ville løse mit eget livs gåde og finde vejen frem, men det er ikke sket. Jeg er nøjagtigt hvor jeg startede og måske har jeg endda taget et skridt tilbage.
Jeg har aldrig før følt mig så uselvstændig i en situation der måske kræver de mest selvstændige beslutninger jeg nogensinde har truffet før.
Der er intet nyt i det jeg skriver, det er vel også pointen. Det er bare en erkendelse, den ændrer intet, men det er hvad der er i mit hovedet for tiden.
Første gang jeg endeligt besluttede mig for at jeg ikke gad mere matematik eller biologi, jura eller skole for den sags skyld følte jeg faktisk en lille glæde. Tingene faldt pludselig ikke ud sådan som jeg havde forestillet sig. Jeg overraskede mig selv og det føltes godt. Så kunne jeg vel sige til mig selv at jeg endnu en gang skulle se det spændende i ikke at vide hvad jeg vil og måske bare se hvad der sker. Men der er en forskel nu. Jeg har haft mit sabbatår. Jeg har haft min sjov og min pause. Jeg har fået hvad jeg gjorde mig fortjent til og nu skal jeg altså videre. Det er ikke spændende længere, det er bare frustrerende og umodent (i mit hovede).
Det egentlig sjovt, men jeg tror der er noget i mit hovede der har ændret sig ved at blive 20. Alt indtil man er 19 kan undskyldes med ordet "teenager" overfor andre, men nu skal jeg til at rette undskyldninger mod/til mig selv og pludselig er ordet teenager en joke. Teenager eller ej så skal jeg tage vare for mig selv nu.
Jeg har ikke længere ret til at overlade tingene til tilfældighederne.
Jeg sagde det jo mor og far - det stinker at være voksen.